lørdag den 26. marts 2016

Midlertidig på standby....

Siden Mandag d.19. har min bærbare PC været til reparation p.g.a. defekt skærm = næsten intet lys i skærmen, og jeg får først noget at vide sidst på den kommende uge.

Derfor p.t. ingen indlæg her eller kommentarer hos jer.  Jeg skriver dette på min mobil og det tager en krig da det lille tastatur og mine fingre ikke er nogen god kombination.




onsdag den 16. marts 2016

Tranerne er på vej nordpå

I dag her til formidag, havde jeg kl. 10:33 en lille flok på 32 Traner i skrue over mit hus her i Hjortespring:


 I går var det første rigtige dag - lidt tidligt på sæsonen synes jeg - med rigtigt fine træk-observationer herhjemme for Traner. I dag er vejret det samme, dog er vinden - den smule der er - fra VNV modsat i går hvor den var fra ØNØ. Denne vindtype i dag, VNV, betyder en smule modvind men også at Tranerne som trækker, formentlig holder sig mod Øresund/over Sverige af. Men man ved aldrig med de der fugle. Allerede nu, kl. 14,10, er der pænt med observationer af trækkende Traner i dag, så det er bare med at holde øje med himlen og ikke mindst lytte, for man hører dem ofte på lang afstand før end man ser dem. Normalt er det i perioden fra ca. kl. 12-13 af og ud til 16,30-tiden af de oftest passerer Københavnsområdet......men de kan altså, hvis vinden og vejret er rigtigt, ses før og efter. Normalt kulminerer trækket i slutningen af Marts.

Man kan se dagens tal på DOFbasen ved at trykker her på linien.

Man skal bare scrolle lidt ned.

lørdag den 12. marts 2016

Lørdagskoncerten: Mozart's blæsere på Det kongelige Teater

For 3. gang på en måned og for 2. Lørdag i træk var Lille mor jeg i dag i Det Kongelige Teater.

Denne gang var det til en koncert med det med Det Kongelige Kapels træ-blæsere...+ 2 Valdhorn og en kontrabas, en såkaldt oktet. I dag havde vi billetter på Balkonen midtfor og det var som sædvanligt ikke så ringe. Koncerten var kl. 15 og da vi ankom og skulle til at blive billetteret, hørte vi at dem der stod lige foran os og som åbenbart skulle side længere oppe (1. etage, 2. etage eller Galleriet), fik den besked, at de bare kunne vælge pladser på Balkonen eller Parkettet/gulvet) hvor der var ledige pladser i stedet for at sidde længere oppe. Fin service, synes jeg......eller også er det sparemanøvre fra Teatrets side for at lukke ned for de øvre etager.

Fra dagens program fremgik følgende:

Når Det Kongelige Kapels blæsere indtager scenen, kan du være sikker på en oplevelse med masser af overraskelser. Ved dagens koncert vil blæserensemblet med hjælp fra en sanger samt en enkelt kontrabas tage sig kærligt af musikken fra Mozarts elskede opera Figaros bryllup - og tage publikum med på en tidsrejse tilbage til de fyrstelige hoffer på Mozarts tid.

Program:
W. A. Mozart
Ouverture og uddrag af første akt fra operaen Figaros Bryllup
W. A. Mozart
Arie: “Alma Grande”
Pietro Mascagni
“Intermezzo Sinfonico” fra operaen Cavalleria rusticana
W. A. Mozart
Uddrag af anden akt fra Figaros Bryllup
Antonin Dvořak
”Sangen til månen ” fra operaen Rusalka
Giuseppe Verdi
Fantasi over operaen La traviata
W. A. Mozart
Uddrag af tredje akt af Figaros Bryllup
W. A. Mozart
Finale fra første akt af operaen Don Juan

(Som vanligt er alle billeder taget med mobiltelefonens kamera uden blitz, hvilket ikke giver særlig meget skarphed på den forholdsvis lange afstand i mørke. Husk at I kan trykke på dem, så de bliver lidt større)

Udover okteten medvirkede også, som gæster, en tværfløjte og en sopran (sangerinde). Orkestret var ikke i orkestergraven, men derimod på scenen, hvor det så således ud:

Fra programmet fremgik følgende besætning:

Medvirkende:
Fortæller: Henrik Goldschmidt

Obo'er: Henrik Goldschmidt og Rixon Thomas
Klarinetter: Lee Morgan og Per Majland
Fagotter: Klaus Frederiksen og Jacob Dam Fredens
Horn: Allan Bendsen og Pall Sostein
Kontrabas: Jonathan Colbert

Sopran: Pernille Bruun
Fløjte: Anna Dina Schick

Bemærk, at Obonisten Henrik Goldschmidt også fungerede som oplæser/fortæller eller Præsentør om man vil, til de enkelte musikstykker og det gjorde han aldeles humoristisk og fremragende.

Til venstre ses 2 obo'er (den venstre er Henrik Goldschmidt som også fungerede som præsentør ved en opstillet mikrofon ved scenekanten), så 2 fagotter, 1 bassist, 2 valdhorn og helt til højre 2 klarinetter). 

Mozart er jo lige mig, jeg har en hel del af hans musik og især musik for træ-blæsere. Faktisk havde jeg håbet (jeg havde ikke set programmet i detaljer på teatrets hjemmeside endnu) at høre det allerbedste Mozartsnummer jeg kender, nemlig "Gran Partita", men det var desværre ikke med. Lidt ærgerligt, men hele koncerten var sådan set bygget op omkring operaen "Figaro's bryllup" (som vi skal se/høre på Det Kongelige Teater om små 14 dages tid og som vi overværede første gang i 2004) og det er jo ikke så ringe endda.

Som gæst var der en sopran, Pernille Bruun. Hun sang med på et par numre. Foto'et nedenfor er ikke godt, men det var hun til gengæld. Utroligt som hun kunne fylde rummet op med sin stemme, men det kan de jo sådanne operasangere.

Som det ses på billedet herover står der en dirigent med ryggen til, til højre for Pernille Bruun. Han var kun inde på et par numre, ellers klarede okteten, med Henrik Goldschmidt som "styrmand", det hele selv. Jeg fik desværre ikke fat i hans navn og det fremgår heller ikke af hverken program eller hjemmeside.

På et par andre numre medvirkede fløjtenisten Anna Dina Schick, i dagens anledning omdøbt af Henrik Goldschmidt til Anna Diva Schmidt :-) Herunder et elendigt billede (de andre jeg tog af hende var endnu dårligere) af hende:

Blandt andet spillede hun på et nummer "kvindestemmen" i et nummer fra Verdi's "La Traviata" mens en af valdhornsspillerne spillede "mandestemmen". Det var rigtig godt.

Som det ses af programmet, havde der også sneget sig et par enkelte numre ind af Dvorak, Mascagni og Verdi. Dvorak er ikke min kop te men dette her var faktisk ok. Mascagni's Opera "Cavalleria rusticana" kender jeg en smule til i forvejen og Verdi er bare helt fin.

Alt i alt en rigtig god, men efter min mening, for kort koncert. Der var ingen pauser og den varede kun 1½ time alt inklusive. Mozart (og Verdi) kan man aldrig blive træt af eller høre for meget af.

fredag den 11. marts 2016

Niecen 40 år i dag.....

Tiden går sgu'.

I dag bliver min niece hele 40 år og stort tillykke til hende.

I den anledning sad jeg her i morges og kiggede i gammelt fotoalbum efter billeder fra omkring hendes fødsel. Den gang havde jeg et fotografiapparat af mærket Kodak Instamatic. Det var dengang, i slutningen af 1960'erne og op gennem 1970'erne, et mægtig populært kamera. Lige præcis som det nedenfor viste, var mit; dog havde jeg en lædertaske der passede der til.

Det var meget enkelt. Man satte ganske enkelt en kassette med 12, 24 eller vistnok 32 (?!) billeder i kameraet.


Der efter satte man indstillingen foran på kameraet på sol eller overskyet/blitz og trykkede så af og spolede så frem til næste billede. Når filmen var færdig pillede man kassetten ud og afleverede den til fotohandleren og så gik der vel en uges tid eller mere, hvorefter man kunne hente en kuvert med billeder plus negativerne.

Mit Kodak Instamatic kamera var nok det billigste og primitiveste der fandtes. Min mor havde et lidt mere avanceret, hvor der var lidt flere indstillinger og med blitz-funktionen indbygget i kameraet. På mit kamera kunne foroven monteres en kube med 4 blitz-pærer, som man drejede en kvart omgang hver gang man havde taget foto med blitz. Der kunne også monteres en lille holder hvori man placerede en blitzpære, altså til et billede. Så skulle man skifte pære efter hvert blitz-foto.
Det var såmænd ganske udmærket kamera. Ikke megen dybde eller skarphed, men udmærket til hus-behov, men man kunne som regel se hvad det forestillede, det man nu havde fotograferet.

Herunder et enkelt affotograferet billede af mig der fra 1976, hvor niecen er nyfødt. Det er mig og hende, nok lige første gang vi ser hende. Man kan ikke se meget af hende. Derimod bemærkede jeg min frisure.....sådan lidt langt og mørkt hår.

Sjovt som man har set ud i hine tider. Jeg fandt også dette foto af mig, nok fra efteråret 1974, siddende på min skibsbriks hjemme i "opværkstslejligheden" på Kobbelvænget i Husum/Brønshøj, med fyr på piben (om der var andet en ren tobak i, skal jeg lade være usagt.....men muligheden for "lidt blanding" er sandsynlig) . Når jeg gætter på 1974, så er det fordi der på samme film også er et billede fra Lillemors og min lejlighed på Boeslundevej, hvor vi flyttede sammen mellem jul og nytår i 1974. Jeg er nok rimeligt nyklippet, da billedet må være taget efter min 19-års fødselsdag og lige før jeg flyttede sammen med lillemor:

Det kunne have været sjovt at se min fødder på billedet, for jeg er sikker på, at der sidder et par argentinske cowboy-læderstøvler, for sådan nogen gik jeg meget med de år.

Kameraet fik i øvrigt en sjov skæbne. I efteråret 1977 var jeg sammen med sportsklubben på mit arbejde på besøg i vores norske venskabskommune, Nesodden, beliggende lige udenfor Oslo. Vi var sejlet derop med DFDS og fik så efterfølgende en sejltur med en mindre turistbåd rundt om Nesodden Tangen sammen med Nesodden Kommunes mandskab. Ja - vi var IKKE ædru, da vi kom i land i Oslo og vi var heller ikke ædru på den der turistsejltur.......faktisk var vi ikke ret meget ædru på den tur......men altså, jeg gik op ad en trappe på turistbåden, da jeg så en sort æske/boks eller lignende hoppe på dækket foran mig for derefter at hoppe ud over siden og forsvinde i vandet. Lige da opdagede jeg, at det var mit kamera i lædertasken. Jeg havde stadig stroppen om mit håndled, så låsen på kameraet eller vel nærmere øjet som stroppen sad i, måtte være knækket, så kameraet røg i dørken.....og derefter i vandet. Nu ligger mit Kodak Instamatic kamera så der, på adskillige favne vands dybde, i Oslo-fjorden.

I øvrigt var det en god tur. Vi havde jo købt og medbragt "pæne mængder" med øl og spiritus til turen og vores norske værter hjalp med at tømme flaskerne, så vi ikke skulle belemres med dem på hjemturen. Vi vandt vores kamp - med besvær - og uden væsentlige skader.

søndag den 6. marts 2016

I det Kongelige Teater lørdag aften: Balletten Romeo og Julie

Som jeg skrev i et tidligere indlæg - "Hübberiet" på det Kongelige Teater - var et af indslagene der,  et uddrag af balkonscenen mellem Romeo og Julie fra balletten af samme navn. Dette parti blev danset af 2 af balletkorpset "Coming Stars", nemlig Ida Praetorius (solist) og Andreas Kaas (korpsdanser).

I går aftes, Lørdag d. 5. Marts 2016, var Lillemor og jeg igen i Det Kongelige Teater og hele balletten "Romeo og Julie". Det var i John Neumeier's pragtfulde opsætning fra 1971 og med musik af Sergej Prokofiev. Denne gang var vi på 1. etage og havde fremragende udsyn til scenen, som det ses af billedet herunder.....(det er Lillemor der står der):

Musikken blev spillet af Det Kongelige Kapel og det er altid en oplevelse at opleve STORT orkester til balletter og operaer. Herunder er det lige før forestillingen begynder:

Titelpartierne blev danset af Solodanserne J'aime Crandall (Julie) og Gregory Dean (Romeo). Der er altid 2 besætninger til en ballet og de skiftes til at optræde. Denne aftens besætning var, ud fra programmet at dømme, "1. holdet"....i det mindste medvirkede her flest solo-dansere og solister. Jeg kan godt lide ballet, men jeg er ikke så dygtig så jeg kan se forskellene i teknisk dygtighed....og dog...lige umiddelbart så virkede denne aftens Romeo og Julie (Crandall og Dean) sikrere og havde mere udstråling og pondus end "Hübberiet's" uddrag med Praetorius og Kaas. De 2 sidstnævnte er jo også unge og "bare på vej".

Det var en rigtig god forestilling...og lang forestilling; der var 2 pauser undervejs og det var rart lige at få strukket kadaveret. Herunder ses en af pauserne med kig ned til gæsterne på balkonen:

Der var mange gode danse og præstationer undervejs. Især var der 2 små knægte - de var vel en 10-12 år - der medvirkede som Pager. Især den ene af dem, faktisk den mindste, var dygtig og havde rigtig gode danse undervejs. Han høstede et bragende bifald undervejs.

Jeg smider en snut fra youtube med en af dansene fra balletten, nemlig "Danse of the Knights" og jeg er sikker på at I kan genkende Prokofiev's pragtfulde musik. Det skal lige bemærkes, at snutten ikke er fra Det Kongelige Teaters version, men her er den:


Men altså igen, en dejlig lang aften i Det Kongelige Teater med en god ballet. 3 timer flyver utroligt hurtigt afsted, når man er i godt selskab, sådan en aften.

tirsdag den 1. marts 2016

Til foredrag om Guldalderens musik

Den 28. December 2011 læste jeg i vores Lokalavis en lille notits/artikel med overskriften "Den danske guldalder set fra musikkens verden". Den handlede om en ny bogudgivelse - "Musiklivet i den danske Guldalder" - skrevet af en lokalmand Helge Schlenkert. Nedenfor ses den udklippede artikel som jeg har gemt.

Jeg købte bogen dagen efter. Prisen var kr. 290 og bogen er på 323 sider. Først er der en gennemgang af musiklivet i Danmark fra starten af 1800-tallet og frem til 1899 og dernæst små biografier og diskografier over ca. 35 komponister i den periode, komponister som Weyse, Kuhlau, Hornemann, Hartmann, Neruda, Gade o.s.v. Bogen slutter med en årstalhistorisk gennemgang af 1800-tallet. Jeg læste bogen med det samme og har siden brugt den som opslagsbog/leksikon.


Så her, for noget tid siden, dukkede denne plakat - og en notits i den lokale avis - op:


Af notitsen i avisen fremgik det, at foredraget blev holdt af forfatteren Helge Schlenkert på baggrund af hans bog fra 2011 "Musiklivet i den danske Guldalder" som jeg jo havde. DET foredrag måtte jeg overvære. Selvom der var gratis adgang. krævedes der billet, så den skyndte jeg mig på biblioteket for at få.

I dag var jeg så til foredraget sammen med 20 andre tilhørere. Og sikke en service biblioteket ydede; der var gratis kaffe og småkager :-)

Det var et herligt og et godt foredrag og tiden fløj afsted. Det varede 1,5 time. Foredraget blev fremført i munter stemning og krydret med mange små anekdoter og ind i mellem blev der fra CD'er afspillet små musikstykke som illustration for det sagte. Dejlig musik af f.eks. Gade, Neruda, Hornemann m.fl. Herunder ses Helge Schlenkert under foredraget: 

Kort sagt en glimrende og underholdende aften som jeg ud over at blive (mere) klog af også blev i godt humør af.